PSG-stjerne afviser blankt Tottenham-skifte
Tottenham er på udkig efter en afløser for danske Christian Eriksen, som i den forgangne uge fortalte til Ekstra Bladet, at han ønsker at forlade Londonklubben denne sommer.
Det franske medie L'Equipe var hurtige til at trykke på aftrækkeren og skrev kort tid efter Eriksens udtalelser, at Spurs var i indledende forhandlinger med Paris Saint-Germain-stjernen Julian Draxler.
Men nu afviser den tyske spiller selv, at et skifte til North London-klubben skulle være under opsejling.
– Jeg kan ikke sige noget om rygterne, for jeg har ingen intention om at forlade Paris Saint-Germain, fortæller Draxler til Bild.
Men én ting er selvfølgelig, hvad Draxler ønsker, noget andet er, om han indgår i de franske mestres planer for næste sæson.
Der har været rygter om, at Paris Saint-Germain er nødsaget til at sælge en række spillere for at få regnskabet til at stemme overens med Financial Fair Play-kravene.
Det kan selvfølgelig betyde, at klubben måske forsøger at tvinge Draxler til at skifte, men på nuværende tidspunkt har tyskeren intet hørt om sådan.
– Jeg har intet hørt fra klubben om det. Jeg har ikke snakket med nogen, og jeg ved intet om det, fortæller hovedpersonen selv.