BBC: Paris Saint-Germain er efter Aubameyang og Firmino
Der er lagt op til, at Edinson Cavani forlader Parc Des Princes denne sommer, og så er Paris Saint-Germain nødsaget til at finde en erstatning for den aldrende angriber.
Og ifølge BBCs David Ornstein skulle træner Thomas Tuchel være yderst interesseret i at hente enten Roberto Firmino eller Pierre-Emerick Aubameyang denne sommer.
Det er dog ikke ensbetydende med, at det sker. Ornstein skriver, at interessen fra Paris Saint-Germain er reel nok, men at hverken Arsenal eller Liverpool er interesseret i at sælge deres stjerner.
Liverpool er af den indstilling, at de under ingen omstændigheder ønsker at skille sig af med den brasilianske angriber. Arsenal, der stadig står i en genopbygningsproces, er heller ikke på nogen måde tvunget til at sælge den gabonesiske angriber og affejer dermed også et eventuelt bud fra Paris Saint-Germain.
Den franske storklub har ifølge andre engelske medier også interesse i spillere som Romelu Lukaku.