Lambert roser hjemmepublikum
Paul Lambert roste Astons Villa hjemmepublikum efter nederlaget til Liverpool. Lambert er imponeret over støtten fra de lokale fans på trods af de magre resultater på banen.
I de sidste 39 Premier League-kampe på Villa Park, har Aston Villa blot vundet 9 opgør. Alligevel har støtten til spillerne på banen været sublim i følge Paul Lambert. Lambert var ude med rosende ord til hjemmepublikummet efter nederlaget til Liverpool.
– Man kunne se vores fans, der var loyale og stod 100 % bag os. De var endnu engang fantastiske. Jeg har ikke andet end ros til overs for Aston Villas fans. Sådan har jeg altid haft det, da de altid har mødt talstærkt op for at støtte os.
– Selv efter kampene kan du høre dem. Vi står sammen. Det er det smukke ved det. De har set den indsats, som vi i de seneste tre kampe, har lagt for dagen. Der var 42.000 til stede, og sikke en atmosfære. De har været helt fantastiske for mig og for holdet.