Toure-skade ikke så slem som frygtet
Brendan Rodgers afslører, at Kolo Toures skade ikke er så slem, som man i første omgang havde frygtet.
Liverpools forsvarssituation ser ikke for godt ud i øjeblikket, da de slås med en del skader, men nu kan Merseyside-klubben endelig ånde lettet op med hensyn til Kolo Toures skade, som slet ikke er så slem, som man først antog.
– Kolo Toures skade er ikke i nærheden af at være så slem, som vi først troede, og vi vil bare vurdere det over de næste 24-48 timer, fortæller Brendan Rodgers ifølge Sky Sports og tilføjer:
– Jeg tror, vi alle troede, at han var ude i længere tid, men han har lavet en fremragende genoptræning, og diagnosen er ikke i nærheden af at være så slem, som vi først troede .
Den 40-årige Liverpool-boss åbner endda op for, at ivorianeren kan være klar allerede på søndag, hvor man hjemme på Anfield tager i mod de engelske mestre.
– Vi må se, hvordan han har det i weekenden, men hvis det ikke er denne weekend, tror vi ikke, at han kan være langt væk efter landsholdspausen, vurderer Rodgers afslutningsvis.
32-årige Kolo Toure kom fra Manchester City på en fri transfer for tre måneder siden.