Wenger: Risiko for ubalance i Spurs' trup
Arséne Wenger mener, at ærkerivalerne fra Tottenham løber en risiko ved de mange nyindkøb i truppen.
Imens Arsenal og Wenger bliver beskyldt for at have en alt for passiv og defensiv indkøbspolitik, så smider lokalrivalerne om sig med store beløb denne sommer, og det kan have en negativ indvirkning på spillertruppens stabilitet og sammenhæng, mener den franske Arsenal-boss.
– Der er en teknisk risiko, når man køber mere end tre spillere, da man bringer stabiliteten i truppen i ubalance, forklarer 63-årige Wenger ifølge Daily Telegraph.
Han understreger dog samtidig, at det også kan komme til at fungere for Tottenham, selvom der i hans optik er en risiko forbundet med den massive spillertilgang.
– Det er altid svært at forudsige, hvor godt de vil gøre det, når man henter så mange spillere ind. Man skal have flere integreret. Truppen er altid en balancegang, og der er lidt større risiko, mener Arsenal-bossen og tilføjer:
– Det kan også gå hen og virke. Det kan ende med at gå fantastisk i hak. Men der er en lille risiko i forhold til truppens stabilitet og sammenhæng, vurderer han afslutningsvis overfor Daily Telegraph.
Weekenden byder faktisk på et nervepirrende London-derby, når Spurs gæster Arsenal på Emirates Stadium på søndag. Det er naturligvis en kamp, som vi følger tæt her på Plbold.dk, og der vil vanen tro blive lavet en karakterbog samt et kampreferat af opgøret.