10 år siden i dag: Da Chelsea så sig sure på en norsk dommer
Tom Henning Øvrebø.
Det er et navn, som Chelsea-fans – og sikkert også en del spillere – aldrig glemmer.
Lad os skrue tiden 10 år tilbage. Det er onsdag den 6. maj, og der er lagt op til en særdeles spændende returkamp i Champions League mellem Chelsea og Barcelona. Det første opgør på Camp Nou var endt uden scoringer, og Chelsea-mandskabet anført af John Terry, Michael Essien og Frank Lampard øjnede en stor mulighed for at havne i Champions League-finalen for andet år i træk.
The Blues jagtede også revanche fra året forinden, hvor John Terry gled og sendte det afgørende straffespark på stolpen, og få minutter senere kunne Manchester United i stedet juble over at have vundet i Moskva, da Nicolas Anelka brændte på Edwin van der Sar.
På Stamford Bridge den 6. maj 2009 startede det hele fantastisk for Chelsea, da en forrygende Michael Essien kanonerede bolden i mål fra stor afstand allerede efter ni minutter. Målet gav Chelsea-spillerne endnu mere selvtillid, og særligt Florent Malouda og Didier Drogba voldte problemer for Barcelona-forsvaret.
Mod slutningen af første halvleg appellerede Didier Drogba også for et straffespark, da han blev nedlagt af Eric Abidal i feltet, men Tom Henning Øvrebøs fløjte forblev tavs. Det gjorde den også i anden halvleg, da den ivorianske angriber drev gæk med Yaya Touré, som i sidste ende fik sat en god tackling ind i sidste øjeblik.
Derimod så den norske dommer ingen anden udvej end at fløjte for frispark og give Eric Abidal et direkte rødt kort, da den franske forsvarsspiller hev Nicolas Anelka ned i frit løb med målet efter 65 minutter.
Chelsea dominerede og pressede på for endnu en scoring på eget græs, men the Blues kunne ikke passere Victor Valdes, og samtidig måtte de igen se måbende til, mens Gerard Pique tog bolden med den ene arm i feltet, da Nicolas Anelka var umanerligt tæt på at stryge helt alene igennem.
Ineffektiviteten blev straffet tre minutter inde i overtiden, hvor Andres Iniesta pludselig fik bolden serveret på kanten af feltet, hvorfra den spanske midtbanespiller sparkede bolden helt op i det ene målhjørne uden chance for Petr Cech.
Kort efter havde Chelsea dog endnu en mulighed for at få scoret, men Michael Ballacks forsøg efter et hjørnespark blev blokeret af Samuel Eto’os ene arm. Det fik især Michael Ballack til at gå helt ud af sit gode skind, og den tyske stjernespiller jagtede Tom Henning Øvrebø adskillige meter henad banen.
Protesterne hjalp ikke Chelsea-spillerne, der efter kampen var særdeles ophidsede, mens Barcelona kunne juble over at have nået Champions League-finalen, som de endte med at vinde mod Manchester United.
Efterfølgende har Tom Henning Øvrebø indrømmet, at han lavede afgørende fejl i Champions League-semifinalen, men det er formentlig en ringe trøst for det legendariske Chelsea-mandskab, der var det bedste hold i semifinalerne.
Det er i dag 10 år siden, og i aften har Barcelona igen mulighed for at spille sig i en Champions League-finale, men denne gang er modstanderen Liverpool.