Torres: Jeg vil spille sammen med Rooney
Fernando Torres indrømmer, at han beundrer Wayne Rooney, som han gerne ville spille ved siden af.
De evindelige transersagaer er endnu ikke forduftet, og selvom Chelsea forventes at have droppet jagten på Wayne Rooney med London-klubbens indkøb af Samuel Eto’o, så slipper vi måske ikke for at høre om Rooneys potentielle United-exit endnu, da Chelsea-angriberen, Fernando Torres, fortæller, at han beundrer en stjerne som Rooney, og han gerne ville indgå i en angrebskonstellation med den engelske angriber.
– Chelsea vil altid have de bedste spillere, og Rooney er en af dem, forklarer spanieren ifølge Bild, inden han fortsætter:
– Jeg beundrer ham, og det ville være stort at spille sammen med ham.
Ifølge forlydninger kan 29-årige Torres dog snart selv være fortid i Chelsea, som er parate til at lytte til eventuelle bud på den spanske frontløber. Om Rooney stadigvæk er et emne i Chelsea, eller om Torres vil forsøge at udleve sin drøm ved at lokke den engelske landsholdsspiller med til en helt tredje klub, står dog endnu i det uvisse.
Tror du, at Mourinho stadigvæk vil forsøge at hente højtprofileret Rooney, og tror du, at der overhovedet er plads til ham i truppen, nu hvor de har erhvervet sig en erfaren måltyv i form af Eto’o? Del din mening med os her på Plbold.dk.