Ajax-træner til De Ligt: Tag til Premier League
19-årige Matthijs de Ligt er én af Europas mest eftertragtede spillere.
Midterforsvareren er blandt mange forventet at forlade Johan Cruyff Arena til sommer, hvor et skifte til én af Europas største klubber er under opsejling.
Træner i Ajax, Ronald De Boer, der er assistenttræner på Ajax' U19-mandskab og tidligere spiller for blandt andet FC Barcelona, foreslår overfor de Ligt, at han skifter til Premier League.
– I min verden er han så stærk. Han er 19 år, kaptajn for Ajax, spiller ved siden af van Dijk på landsholdet. Han er bare så stærk og så fast besluttet på at vinde. Det er utroligt, fortæller De Boer til talkSPORT.
– Han kan spille på alle hold. Uanset om han skifter til et offensivt eller et defensivt orienteret hold vil han gøre det godt, for så god er han.
– Han kan sagtens tage til Premier League og spille. I min verden er det mellem FC Barcelona, Manchester City og Liverpool, men også Paris Saint-Germain og Tottenham, slutter De Boer.
Ajax og De Ligt skal tirsdag aften møde netop Tottenham i Champions League-semifinalen.