Porto forventer City-bud på stopper
FC Portos Nicolas Otamendi er et af Manchester Citys nyeste transfermål. Den portugisiske storklub forventer et bud fra de engelske vicemestre.
Vincent Kompany måtte forlade gårsdagens kamp mod Newcastle pga. en skade, og City er desuden tyndt besat på de centrale forsvarspositioner, så Manuel Pellegrini er ude efter en ny stopper til centerforsvaret.
Pellegrinis tidligere spiller, Martin Demichelis, har været nævnt de seneste dage, men ifølge Sports Direct News er Otamendi et mere realistisk bud.
City fik eftersigende et £1,5 millioner-bud afvist på Demichelis, fordi Atletico Madrid forlanger i omegnen af £5 millioner for spilleren, de hentede på fri transfer tidligere på sommeren.
De lyseblå retter nu opmærksomheden mod Otamendi, fordi han vil give mere for pengene. Stopperen er vurderet til £15 millioner, men han er blot 25 år – syv år mindre end Demichelis der har rundet de 32 somre.