Stoke vil udleje keeper
Stoke-bossen, Mark Hughes, har interesse i at finde en klub, som vil leje reserve-keeperen, Jack Butland, inden transfervinduet smækker i mandag aften.
20-årige Butland står i skyggen af den selvskrevede Asmir Begovic, der anses som en af ligaens dygtigste målmænd, og nytiltrådte Mark Hughes vil gerne hjælpe Jack Butland med at udvikle sig, og det ser han de bedste muligheder i ved et lejeophold.
– Ideelt set ville vi gerne have, at Jack Butland kom på udlån for at hjælpe hans udvikling. Men det skal være den rigtige klub, fastslår den walisiske manager overfor Sky Sports.
Butland blev hentet til Stoke fra Birmingham i vinters for 50 mio. kr., men blev dog i Birmingham sæsonen ud på en lejekontrakt. Den unge englænder er altså dermed ikke vurderet til at være klar til at stå for Premier League-klubben.