Rodgers storroser profil
Brendan Rodgers har kun ros tilovers for helten mod Stoke, Daniel Sturridge, som han mener arbejder benhårdt og har den helt rette attitude.
Liverpool-profilen, Daniel Sturridge, blev matchvinder mod Stoke City i weekenden, hvor han med et fantastisk mål sikrede Merseyside-klubben en yderst vigtig 1-0-sejr. Der var ellers megen spekulation op til kampen omkring Sturridge, da han har været skadesplaget og han var af de fleste meldt som tvivlsom til kampen.
Manager Brendan Rodgers har dog altid haft tiltro til sin offensiv-spiller og taler nu i store rosende vendinger om den 23-årige landsholdsspiller, som han mener har den rette attitude og altid er hårdtarbejdende.
– Jeg mener, at den største kredit man kan give ham (Daniel Sturridge red.) er, at i al den tid hvor han har været skadesplaget, der har han bemærkelsesværdigt nok ikke taget på, udtaler Rodgers til Goal og tilføjer:
– Sturridge’ kropsfedt har altid været det samme, om han har spillet eller ej, hvilket viser, hvor hårdt han arbejder.
– Han var tilbage tre uger tidligere end forventet – udelukkende på grund af hans attitude, udtaler Rodgers og forventer afslutningsvis mere af samme skuffe som mod Stoke City fra offensiv-spillerens side:
– Jeg tror altid på, at han har et mål i sig. Det er grunden til, at vi bragte ham til klubben. Han kan ende med at blive én af de mest scorende i denne liga (Premier League red.).
Næste kamp for Brendan Rodgers og Co. er lørdag aften, hvor man gæster Aston Villa på Villa Park.