Medie: Ajax og Spurs enige om Eriksen
The Telegraph erfarer, at Ajax og Tottenham er nået til enighed om Christian Eriksen.
André Villas-Boas har længe været på udgik efter et par ekstra offensive forstærkninger, eftersom Bale med største sandsynlighed snart er fortid i London-klubben, og tidligere på dagen bekræftede Roma, at man har sendt Erik Lamela til Tottenham. Handlen er dog ikke helt officiel endnu, men det ventes, at argentineren bliver præsenteret i løbet af i morgen.
Nu er der muligvis endnu en offensivspiller på vej til White Hart Lane, og det er en spiller, de fleste er bekendt med. Det er nemlig ingen ringere end Christian Eriksen, der til dagligt slår sine folder i den hollandske hovedstadsklub, Ajax Amsterdam. Prisen skulle allerede være aftalt imellem de to klubber, og der er ifølge forlydninger tale om en overgangssum liggende på €11 mio.
Dermed skal Christian Eriksens personlige vilkår angiveligt blot færdiggøres, og så kan vi muligvis byde endnu et spændende, dansk bekendtskab velkommen til Premier League.
Den 21-årige landsholdsspiller har allerede scoret to mål i fire kampe i den hollandske Æresdivision for Ajax i indeværende sæson.