Lettet Liverpool-lejr: Viljen sikrede os sejren
Liverpool hentede søndag eftermiddag, hvad der kan vise sig at blive en afgørende sejr i mesterskabskampen, da Tottenham blev besejret med 2-1 på Anfield.
Andrew Robertson lagde selv op til Roberto Firminos 1-0-scoring, inden Lucas Moura udlignede midt i anden halvleg. Til sidst blev det dog til 2-1 for Liverpool på et uheldigt selvmål af Toby Alderweireld, og efter opgøret kunne skotten ånde lettet op.
– Det er et kæmpe resultat for os. I den første halve time spillede vi dem ud af banen uden at få den anden scoring. Vi blev en smule sløsede, og, for at være ærlig, kunne Tottenham have slået os komfortabelt i anden halvleg, udtaler han til Sky Sports og fortsætter:
– Men vi kæmpede indtil det sidste, og det hele handler om de tre point. Jeg er glad for, at dommeren fløjtede af, da han gjorde.
Robertson blev backet op af holdkammeraten, Trent Alexander-Arnold, som mente, at viljen var til forskel i søndagens topbrag.
– Vi vidste, hvilken type kamp det ville blive, når man møder et tophold som Tottenham. Begge hold ville vinde, men jeg synes, at vi ville det mere end dem.
– Virgil har igen vist, at han er den bedste forsvarsspiller i verden. Man har brug for held for at vinde denne type kampe.
Med sejren er Liverpool tilbage på førstepladsen foran Manchester City, der dog har en kamp i hånden.