Billing havde lugtet landsholdslunten
Tidligere i dag udtog Åge Hareide den danske landsholdstrup til de to kommende kampe mod Kosovo og Schweiz, og her var der tre mulige debutanter iblandt – én af dem spiller til daglig i Premier League.
Huddersfield-midtbanespilleren, Philip Billing, har leveret en stribe af flotte præstationer i denne sæson, og i weekenden modtog han et opkald, som fik ham til at tro, at en landsholdsudtagelse kunne lure om hjørnet.
– Jeg blev skiftet ud i pausen mod Bournemouth, og bagefter ringede fyssen fra A-landsholdet til mig og spurgte, om det var, fordi jeg var skadet. Så havde jeg på fornemmelsen, at jeg blev udtaget, men har ikke fået noget at vide, siger han til tipsbladet.dk.
Inden truppen blev udtaget havde Philip Billing heller ikke modtaget et opkald fra den danske landshold, og han fortæller til mediet, at det var hans mor, som fortalte ham om udtagelsen.
Philip Billing har mulighed for både at optræde for Danmark og Nigeria, men det ser ud til at, at det bliver den røde og hvide trøje, som han fremover skal trække over hovedet, når landsholdet kalder.