Et skridt nærmere åbning: Spurs' U18-hold skal teste det nye stadion
Det har været en lang og sej kamp for Tottenham i kampen om at få lov til at tage deres nybyggede superstadion i brug, der har plads til 62.000 tilskuere.
Egentlig skulle Tottenham have rykket over på Tottenham Hotspur Stadium tidligere på sæsonen, men diverse uforudsete elementer har udskudt åbningen af det nye stadion, hvorfor Tottenham i denne sæson har haft Wembley som hjemmebane.
Nu melder The Mirror dog, at det begynder at lysne for enden af tunnellen. Avisen skriver således, at byrådet i Haringey har givet grønt lys til, at stadionet skal huse et testevent med plads til 10.000. Stadionet skal være vært for endnu et testevent med øget tilskuertal, hvilket vil give et sikkerhedscertifikat, som er nødvendigt, før Tottenham kan slå dørene op for Premier League-fodbold.
The Mirror tilføjer, at det første testevent forventes at blive en U18-kamp mellem Tottenham og Southampton.
Hvis de to testevents forløber sig uden problemer, kan det meget vel betyde, at Spurs kommer til at spille deres sidste fem hjemmeligakampe samt hjemmebanekampen i kvartfinalen i Champions League på det nye stadion.