Premier League-dansker følger med tidligere Arsenal-boss til AC Milan
Når man tænker på danskere i Premier League er det spillere som Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Pierre-Emile Højbjerg, som først og fremmest popper frem. Udenfor grønsværen er der dog også danskere, som er ansat i ligaen.
Én af dem er nu fortid.
Casper Stylsvig er blevet ansat af AC Milan, hvor han skal arbejde med at øge klubbens omsætning og styre slag som Chief Revenue Officer.
Danskeren, der formentlig er ganske ukendt for de fleste, kommer fra en lignende stilling i Fulham, hvor han blev ansat i maj 2016. Tidligere har han arbejdet for Manchester United og Barcelona.
Sammen med James Murray, der forlader en stilling hos Arsenal, skal Casper Stylsvig være med til at forbedre og modernisere AC Milans aktiviteter uden for grønsværen, hvilket Ivan Gazidis, som tidligere på året forlod Arsenal, har lagt vægt på.
– På vegne af bestyrelsen og AC Milan-fællesskabet byder jeg James og Casper velkommen til klubben. De er begge enestående ledere med højt kvalificerede evner og dybt kendskab til fodboldmiljøet. Sammen med vores eksisterende hold vil de hjælpe med at drive klubben fremad med den dygtighed og passion, som klubben fortjener, fortæller Ivan Gazidis i en pressemeddelelse.
Casper Stylsvig havde første arbejdsdag i AC Milan den 1. marts.