Arsenal-stopper fik rødt: VAR havde ændret dommen
Arsenal var foran 0-1 i Europa League-kampen mod Rennes, og det hele så egentlig ganske fint ud for the Gunners, men så fik Sokratis Papastathopoulos sit andet gule kort på syv minutter, og herefter gik alt galt for den engelske klub.
Det røde kort burde grækeren dog slet ikke have haft. Det er han selv overbevist om, og han mener, at VAR havde været afgørende.
– Ved brug af VAR, ja. Jeg kritiserer ikke dommeren, men hvis VAR er på vej, kan det hjælpe. Han kan lave fejl, ligesom vi kan. Han skal forklare sig over for os. Nogle gange er det bedre, hvis de benytter sig af VAR, fordi det hjælper dommeren lidt mere. Beslutningen var rigtig dårlig, fortæller Arsenal-spilleren til London Evening Standard.
Videoteknologien er blevet indført i Champions League, men i Europa League kan dommerne først gøre brug af teknologien til finalen i Baku.
Så langt er det slet ikke sikkert, at Arsenal når efter torsdagens 3-1-nederlag mod den franske klub.