Crooks: Mesterskabet eller Van Dijk forlader Liverpool
Virgil Van Dijk har været enestående for Liverpool hele sæsonen, og selv i en kamp som søndagens Merseyside Derby trådte hollænderen i karakter, selvom The Reds ikke var prangende.
Men det er netop præstationer som søndagens, der får de spanske storhold Real Madrid og Barcelona til at vende hoveder efte Van Dijk, mener Garth Crooks.
– Han er en kolos. Midt i kampens hede var han ganske enkelt fantastisk, og han gjorde alt, der skulle gøres med besindelse og stil, siger Crooks til BBC Sport.
– På en dag, hvor Liverpool-offensiven så tandløs ud, tog Van Dijk det på sin kappe at score og forsvare.
Garth Crooks mener bare, at jo flere toppræstationer Van Dijk leverer, desto større bliver interessen fra de spanske storhold, og som fortiden også har vist, så er de svære at sige nej til.
– Problemet for Liverpool er ganske enkelt det, at skulle de ikke vinde titlen denne sæson, så kommer Real Madrid og Barcelona og banker på døren. Og det er de færreste, der siger nej til dem, mener Crooks.
Liverpool har i nyere år mistet både Luis Suarez og Philippe Coutinho til netop Barcelona, men umiddelbart tyder meget på, at Crooks tager hul på sorgerne alt, alt for tidligt.
Van Dijk sagde for to ugers tid siden, at han drømte om at blive Liverpool-legende, og selv i det tilfælde, at hollænderen ville væk fra Anfield, er der intet, der tvinger klubben til at sælge ham efter blot halvanden sæson.