En uge efter fyringen: Ranieri rygtes allerede i nyt job
Claudio Ranieri kunne ikke udrette samme mirakler som i Leicester og vende Fulhams katastrofale sæson. Konsekvensen var, at han i slutningen af februar fik sparket og blev erstattet af assistenttræner Scott Parker, der har overtaget trænersædet midlertidigt.
Men italienerens usuccesfulde ophold i Fulham har angiveligt ikke ødelagt hans ry mere end, at en række italienske klubber skulle stå i kø for at hyre ham.
Særligt AS Roma skulle overveje Ranieri som en mulig afløser for Eusebio di Fransesco, der forventes fyret inden længe efter den italienske storklubs exit fra Champions League onsdag.
Det skriver Tuttomercato.
Den italienske hovedstadsklub har kig på flere trænernavne, men Ranieri skulle være blandt topkandidaterne, da han tidligere har spillet i og trænet klubben.
Tuttomercato skriver, at en mulig ansættelse af Claudio Ranieri denne sæson ud kan være lige på trapperne. Om han kan blive fastansat, afhænger angiveligt af, hvorvidt han sikrer klubben Champions League-fodbold næste sæson eller ej.