Panik? Fire januarhandler som allerede virker helt håbløse
Transfervinduet i januar er som oftest kendetegnet ved, at de helt store handler udebliver, og at klubberne i stedet forsøger sig med lappeløsninger. Det går nogle gange godt, mens det som oftest ender som en stor fiasko.
Det er det seneste transfervindue nok et meget godt eksempel på, for der er allerede fire handler, som virker til at være helt håbløse. Dem ser vi nærmere på lige her.
Lazar Markovic til Fulham
På den sidste dag i transfervinduet blev serberen løst fra sin kontrakt hos Liverpool, og i stedet skiftede han til Fulham, hvor Claudio Ranieri efterlyste spillere, som kunne gå foran med et godt eksempel. Det har kantspilleren bestemt ikke gjort, og indtil videre har han blot spillet en halv kamp for London-klubben, som er i akut nedrykningsfare.
Denis Suarez til Arsenal
Unai Emery var så forhippet på at få nye spillere til klubben, men det endte blot med at være Denis Suarez, som kom til klubben i januar. Han kom til fra en reservetilværelse i Barcelona, og reserve har han også været i Arsenal indtil videre. Fire kampe med under 70 minutters spilletid samlet set er, hvad det er blevet til. Lige nu lader det ikke til, at lejeaftalen bliver gjort permanent.
Antonio Barreca til Newcastle
Også i Newcastle var der et krav om at forstærke truppen, og især pladsen som venstre back stod højt på Rafael Benitez’ ønskeliste. Han lader dog ikke til at være tilfreds med Antonio Barreca, som blot har spillet fire minutter hidtil. Lejeaftalen med italieneren ser ikke ud til at give meget mening, når kantspilleren Matt Ritchie skal spille back. Det virker helt håbløst.
Håvard Nordtveit til Fulham
I ren desperation gik Fulham ud i transfervinduet og hentede flere spillere, som tidligere har spillet Premier League-fodbold, men det er ikke altid, at det er en garanti for succes. Se bare på norske Håvard Nordtveit, som blot har spillet én kamp, og bestemt ikke ligner løsningen på klubbens defensive udfordringer, som sandsynligvis munder ud i en nedrykning.