Guardiola antyder: Chelsea tænker for kortsigtet med sine trænere
Maurizio Sarri er den seneste træner, hvis sæde brænder under ham på Stamford Bridge, men han er bestemt ikke den første.
Men ligesom den italienske træner var Pep Guardiola heller ikke nogen ubetinget succes i sin første sæson som Manchester City-træner.
Da han til fredagens pressemøde blev bedt om at sammenligne sin første sæson med Maurizio Sarris første sæson i spidsen for The Blues, valgte Guardiola dog at fokusere mere på forskellen mellem de to klubber.
– Situationen er anderledes. I mit første år tvivlede klubben aldrig på mig. Det stod aldrig i medierne, at jeg ville blive fyret, hvis jeg tabte den ene eller den anden kamp. Det skete aldrig, sagde den spanske træner til dagens pressemøde.
– Jeg var overrasket, da Antonio Conte, efter at have vundet titlen, tabte to eller tre kampe i starten af efterfølgende sæson, og pludseligt ønskede folk ham fyret. Jeg tænkte: ”Wow, for to eller tre måneder siden vandt de Premier League,” så situationen er helt forskellig.
Guardiola følte, at han efter sin svære debutsæson fik al den støtte fra klubledelsen, som han behøvede – blandt andet med store summer penge til at forstærke forsvaret.
Men det er også vejen frem at tænke langsigtet, føler Guardiola.
– I min første sæson sagde jeg, at vi havde brug for mere tid, og klubben støttede mig. Spillerne vidste, hvem træneren var, og hvem der ville forblive træner. Det var stabilt, og det er den bedste måde at gøre noget i lang tid på, i stedet for kun at tænke på en kort periode, lød det fra Guardiola.