'Big Sam' glæder sig over holdet
Sam Allardyce fortæller, at han er “glad” for sit hold efter sejren på 2-0 over oprykkerne fra Cardiff tidligere på dagen.
Joe Cole bragte ‘The Hammers’ i front efter et lille kvarter, inden Kevin Nolan konsoliderede føringen i det 76. minut og derved sikrerede London-klubben en komfortabel start på sæsonen. Holdets manager, Sam Allardyce, glæder sig over sejren – og ikke mindst holdet.
– Jeg er glad for spillerne. Vi har sandsynligvis haft den bedste pre-season, jeg nogensinde har haft i klubben, for vi har ikke fået nogle alvorlige skader. Drengene begyndte at fokusere teknisk og taktisk på det basale, og det hele gik op i en højere enhed i dag. Du forventer ikke at dominere en kamp fra start til slut, men vi dominerede første halvleg og Joe Cole burde have scoret et hattrick, fortæller Allardyce.
– Cardiff havde en god periode efter en halv time, men vi viste flere facetter af vores spil. Hvis du kigger på statistikken, som jeg lige har gjort, havde de kun et skud på mål, så vi var solide i defensiven, og vi var gode til at holde på bolden og skabe chancer i offensiven.