Petrov stopper som Villa-træner
Stiliyan Petrov har besluttet, at han ikke længere ønsker rollen som assisterende manager for Aston Villas u21-hold, eftersom han vil fokusere på sin kræft-sygdom.
Den 34-årige Petrov annoncerede sit karriere-stop i maj, efter at være blevet ramt af kræft sidste år. Nu stopper han også som ungdomstræner i Aston Villa, ganske forståeligt, for at passe på sig selv og komme sig over sin sygdom.
– Psykisk, så har jeg bare brug for at bygge mig selv op, før jeg igen kaster mig ind i jobbet på den eneste måde jeg kender, med fuld dedikation, udtaler Petrov til ESPN og fortsætter.
– Jeg vil bruge noget tid med min familie og om seks måneder eller noget, må vi se hvordan det går.
Petrov nåede at spille syv år i Aston Villa og sluttede i rollen som kaptajn hos Birmingham-klubben.