Arsenal besejrede City 3-1
I Helsinki var det Arsenal-spillerne, der kunne gå gladest fra banen. City blev således besejret 3-1 i en kamp, hvor Theo Walcott strålede med ét mål og to oplæg.
Arsenal var hurtigst ude af starthullerne, da de mødte Manchester City i Helsinki. Meget symptomatisk var det Theo Walcott, der var i fokus allerede efter 9 minutter. Lynhurtige Walcott blev flot sendt i dybden, og med et elegant lob, kunne Walcott sende bolden i nettet i en situation, hvor Joe Hart var chanceløs.
I 2. halveg var Walcott igen i fokus. Denne gang var det i oplæggerens rolle. Efter et flot bandespil med Theo Walcott, kunne Aaron Ramsey sende bolden i nettet og dermed fordoblede han Arsenals føring.
I det 62. minut, tre minutter efter Ramseys scoring, var der endnu engang grund til at juble for Arsenal. Endnu engang blev målet kreeret af Theo Walcott. I bedste David Beckham-stil, sendte Theo Walcott en svævende dybdebold afsted fra midterlinjen, som Olivier Giroud nemt kunne opsnappe. Med en flot førsteberøring og en iskold afslutning, sendte franskmanden elegent bolden i mål.
Manuel Pellegrini havde tydeligvis ikke smurt den rigtige olie i City-maskineriet. Pellegrini kunne dog glæde sig over, at Alvaro Negredo satte en trøstescoring i nettet efter 80 minutter. Negredo blev sendt i dybden med Laurent Koscielny hængende på sig. Negredo viste sig dog som den stærkeste af de to, da han kom først på bolden, og efterfølgende sendte bolden i kassen til slutresultatet 3-1.