Emery: Arsenal arbejder på vintertransfers
Selvom Arsenal spillede 22 kampe i streg, før nederlaget endelig indtraf mod Southampton, så er Unai Emerys mandskab fortsat blot på femtepladsen og tre point fra de Champions League-givende pladser i tabellen.
Det hul skal lukkes, og selvom Unai Emery ifølge Sky Sports er tilfreds med sin nuværende trup, så arbejder klubben fortsat med at kigge på mulige indkøb i det kommende vintertransfervindue.
Det tyder dog på, at Emery kun giver grønt lys til et muligt køb, hvis der er tale om en reel forstærkning.
– Vi køber kun spillere, hvis vi tror, at det kan hjælpe os med gode præstationer, siger Emery ifølge Sky Sports.
– Januarvinduet er ikke et godt transfervindue af den grund, men vi tager et kig, og klubben arbejder på transfers i januar.
Arsenal-træneren giver altså ingen garantier for nye indkøb, men lufter i stedet også muligheden for at give en række unge talenter chancen på førsteholdet.
– Vi gør fremskridt med de unge spillere og deres chancer for spilletid, og vi kommer også til at give dem endnu flere chancer for at spille og vise deres udvikling, erklærer Emery.