Flere penge end United: Liverpool forhandler om ny rekordstor trøjeaftale
Manchester Uniteds nuværende aftale med trøjesponsor adidas indbringer klubben £75 millioner årligt, men Liverpool forsøger angiveligt at overtrumfe det beløb med sin kommende trøjeaftale med New Balance – eller en anden interesseret trøjeproducent.
Det skriver Daily Mail juleaftensdag.
Liverpools nuværende aftale med New Balance er værd £45 millioner årligt og gælder frem til slutningen af 2019/20-sæsonen, men Liverpool forventer, at en ny trøjeaftale kan overgå Manchester Uniteds rekordstore aftale med adidas.
De seneste to sæsoner har Liverpool slået klubbens egne rekorder for trøjesalg, og den sportslige succes kombineret med successen rent finansielt betyder, at The Reds nu forventer at kunne underskrive en ny trøjeaftale, som pengemæssigt afspejler den succes.
En kilde tæt på klubben har angiveligt sagt følgende til Daily Mail:
– Klubben har etableret sig selv som en stormagt i Europa igen og udfordrer også om titlen i England. Klubben var det mest sete Premier League-hold sidste sæson med 880 millioner seere verden over.
– Liverpool vil konkurrere med Manchester Uniteds aftale på £75 millioner. De er åbne for at forlænge med New Balance, men kan de ikke tilbyde den rette mængde penge, er klubben åben overfor at finde en ny partner.