Shaqiri tager æren: Mine venner siger jeg er skyld i Mourinhos fyring
José Mourinhos kiste var allerede tilsømmet, men Xherdan Shaqiri hamrede måske de sidste søm i den, da han blev skiftet ind mod Manchester United og med sine to mål sikrede Liverpool sejren på Anfield sidste weekend.
Tirsdag var Mourinho i hvert fald fortid på Old Trafford, og den schweiziske Liverpool-spillers telefon har angiveligt brummet med beskeder fra venner om, at han var skyld i portugiserens fyreseddel.
– Jeg fik en masse beskeder fra venner, da det skete, fortæller Shaqiri i et interview med The Guardian.
– Først fik jeg en masse gode beskeder om min kamp mod United, og da nyhederne om Mourinho brød ud, fik jeg en besked om, at det var min fejl. Men sådan er fodbold nogle gange.
Selv tror Shaqiri dog ikke på, at han egenhændigt var skyld i Mourinhos fyring, men det er uden tvivl noget, han vil huske.
– Jeg tror ikke, vores sejr over dem betød, at United ville skifte deres træner. Der var andre grunde, men det betyder i hvert fald, at kampen går ned i historiebøgerne. Den bliver også en stor del af min historie, fortæller schweizeren.