De Gea skal ingen steder: foretrækker United frem for Juventus og PSG
Selvom den sportslige succes ser fjern ud i øjeblikket, foretrækker David de Gea at blive i Manchester United, da han ikke føler sig overbevist om fordelene ved et skifte til hverken Juventus eller Paris Saint-Germain.
Det skriver ESPN.
I november sørgede United for at aktivere en klausul i målmandens kontrakt, som automatisk forlængede hans ophold på Old Trafford frem til 2020, mens forhandlingerne om en ny langtidskontrakt fortsætter.
The Red Devils har angiveligt godt været klar over, at der har været interesse fra både Juventus og Paris Saint-Germain, men selv inden José Mourinhos fyring tirsdag skulle David de Gea have været optimistisk indstillet overfor en ny kontrakt værd £350.000 ugentligt.
United står dog overfor en større sportslig udfordring med at kvalificere sig til næste års Champions League-turnering, og den spanske landsholdsmålmand forlanger angiveligt forsikringer om klubbens planer fremover, nu hvor José Mourinho er fortid.
Til gengæld skriver ESPN, at Juventus ikke har været i stand til at tilbyde de Gea et kontrakttilbud i nærheden af dét, som Manchester United har smidt på bordet.
Samtidigt skulle Paris Saint-Germains interesse i spanieren være aftagende, da den franske storklub har valgt at placere sin tiltro i Alphonse Areola. PSG-målmanden underskrev denne torsdag en ny kontrakt med klubben frem til 2023.
Derudover skulle David de Gea nyde sit liv i Manchester, så den eneste reelle trussel for Manchester United skulle ifølge ESPN være, hvis enten Barcelona eller Real Madrid pludseligt udviste interesse – et noget usandsynligt scenarie, da de to spanske storklubber ser ud til at have målmandsposten dækket med Thibaut Courtois og Marc- Andre Ter Stegen.