Redknapp: Özil er en færdig mand for Arsenal
Der er ingen vej tilbage for Mesut Özil.
Sådan lyder den kontante udmelding fra Jamie Redknapp, efter tyskeren atter var udeladt fra kamptruppen, da Arsenal onsdag led nederlag til Tottenham i Carabao Cuppen.
Özil var hverken skadet eller havde andre skavanker, men blev ifølge Unai Emery udeladt af taktiske årsager. Nu mener Sky Sports-kommentatoren, at tyskerens tid som Arsenal-spiller er ved at rinde ud.
– Han blev skiftet ind i 20 minutter af weekendens kamp, og selvom han ikke gav bolden væk, virkede han ugidelig. Han passer bare ikke ind, og medmindre han ændrer sig som fodboldspiller og begynder at vise løbeiver og energi som de andre midtbanespillere, så får han ikke en startplads, vurderer Redknapp.
I takt med at Özil har siddet over enten på bænken eller på tribunerne er transferrygterne også så småt begyndt at dukke op i de engelske sportsspalter, men skulle der være en snert af sandhed i dem, bliver det ikke en nem affære at få sendt playmakeren videre.
– Det bliver ikke nemt at sælge ham, for han får en enorm løn, og det er problemet. Han er et stort talent, er en fantastisk fodboldspiller, men han bliver nødt til at arbejde hårdere, for ellers tror jeg, at han ender med at skifte. Jeg kan ikke se ham på en plads på Arsenals nuværende hold, for han spiller på sin afslappede måde, så jeg tror ikke, at han Unai Emerys kop te, siger Redknapp.
Kommentatoren mener, at det på sin vis er respektindgydende, at Unai Emery har turdet træffe beslutningen om ikke at bruge klubbens bedst betalte stjerne.
– Özil er den store spiller og den bedst betalte, men træneren er kommet til og har ikke været ræd for at sige til Özil, at han ikke engang kunne få en plads på bænken mod Spurs. Det får alle de andre spillere til at arbejde hårdere, fordi de frygter samme skæbe, mener Redknapp.
– Jeg kan kun se et udfald på situationen, og jeg ser ingen vej tilbage for Özil. Han får sine gæsteoptrædener for holdet, fordi han har så stort talent, men han bliver ikke fast starter, og jeg tror, han vil skifte.