Silva om Klopp: Han undskyldte ikke for sin jubelscene
Klopp var i sine følelsers vold, da Divock Origi i kampende døende minutter scorede vinderen i Merseyside-derbyet, hvilket fik den tyske træner til at løbe på banen for at omfavne Alisson.
Liverpool-træneren risikerer at blive straffet af det engelske fodboldforbund for at have løbet ind på banen, mens kampen stadig var undervejs, men efter kampen undskyldte Klopp for sin opførsel – og understregede, at han med det samme havde undskyldt overfor sin modpart, Everton-træner Marco Silva.
– Jeg undskyldte med det samme overfor Marco Silva, da vi snakkede sammen efter kampen, fortalte Klopp til pressemødet efter sejren.
Helt samme opfattelse af tingene har Marco Silva dog ikke.
– Nej, han undskyldte ikke til mig, er den portugisiske Everton-træner citeret for at sige til Liverpool Echo.
– Jeg så ikke selve jubelscenen, og jeg ved ikke, hvad han gjorde, og hvordan han gjorde det, men jeg tror ikke, han så det komme, for han var heldig denne eftermiddag. Men sådan er fodbold, og jeg kan ikke se, om han var respektløs eller ej, for jeg så det ikke, sagde Silva.