Carragher: Van Dijk skal vinde trofæer for at blive Reds-legende
Det er svært at sætte en finger på Virgil Van Dijks forsvarsspil, men selvom hollænderen har hjulpet Liverpool godt på vej til otte clean sheets i 13 Premier League-kampe, er han langt fra at blive betragtet som blandt de bedste Reds-spillere.
Det mener Jamie Carragher.
Skal det ske, skal der sølvtøj på hylderne på Anfield. Det samme princip gør sig dog også gældende for angribere som Fernando Torres og Luis Suarez, som trods deres mange evner foran målet, aldrig vandt et større trofæ med Liverpool.
– Hos en klub af Liverpools størrelse, vil du huskes som en stor spiller eller legende, skal du føre klubben til et stort trofæ. Luis Suarez kom tæt på, og jeg tror, han ville have vundet et trofæ med Liverpool, var han blevet, siger Carragher til Sky Sports.
– Hans navn kunne have været blandt de allerstørste Liverpool-angribere, men det samme gælder for Van Dijk. Det gælder om at vinde trofæer for Liverpool, ikke bare at spille godt for Liverpool, insisterer Carragher, der dog mener, at forsvareren har evnerne til at udrette store ting for The Reds.
– En rigtig Liverpool-spiller fører klubben til trofæer og nye højder, som man ikke regnede med. Det har han evnen til. Han har været fantastisk, og jeg synes, han er den bedste midterforsvarer i Premier League, siger den tidligere Liverpool-forsvarer.