Milner vil bruge PSG-nederlag til derby: Det bliver fantastisk
Liverpool tabte i midtugen 1-2 til PSG og skal dermed vinde over Napoli, hvis The Reds skal gå videre fra gruppespillet – og de skal vinde med to mål, hvis Napoli formår at score på Anfield. Ellers kan Liverpool nøjes med at vinde 1-0.
Liverpool-spillerne var naturligvis skuffede efter nederlaget til de franske giganter, men de skal forsøge at bruge frustrationerne fra kampen til weekendens rivalopgør mod Everton, mener James Milner.
– De bedste hold kommer tilbage på sporet. Vi har en stor kamp i weekenden, som nok skal blive en god kamp, siger Milner til Liverpool Echo.
– Der bliver en god atmosfære, og fansene kommer til at hjælpe os. Derbyer er altid fantastiske at spille.
– Everton er inde i en fin stime, så det bliver svært. Det er op til os at fortsætte vores form i Premier League og komme tilbage på sporet, lyder det fra Milner.
Kampen mellem Liverpool og Everton bliver fløjtet i gang klokken 17.15 på søndag.