Christensen til Serie A? - Milan forhandler om Chelsea-trio
AC Milan er ifølge italienske medier travlt beskæftiget med at forberede sig på vintertransfervinduet og er angiveligt klar på at shoppe hele tre spillere fra Chelseas reservebænk – nemlig Cesc Fabregas, Gary Cahill og danske Andreas Christensen.
Det skriver Football Italia mandag.
Klubbens direktør, Leonardo, skulle allerede have taget kontakt til The Blues om tilgængeligheden af de tre spillere, men Milan skulle særligt være interesseret i at hente Fabregas.
Den spanske midtbanekreatør har kontraktudløb på Stamford Bridge efter denne sæson, hvorfor Chelsea måske kunne være villige til at sælge og tjene en skilling på ham, inden Fabregas kan skifte på en fri transfer til sommer.
Den samme situation gør sig gældende for forsvarsveteranen Gary Cahill, men der er angiveligt småt med penge i Milan i øjeblikket, så den italienske traditionsklub forsøger også at fiske efter en eventuel lejeaftale om Andreas Christensen.
Den 22-årige dansker har tidligere været lånt ud til Borussia Mönchengladbach med stor succes, men selvom spilletiden har været begrænset for Christensen denne sæson, virker et udlån urealistisk.
Danskerens far og agent, Sten Christensen, er tidligere blevet citeret for at sige, at han og Andreas Christensen ikke ønsker endnu et lejeophold – og skifter danskeren fra Chelsea i fremtiden, bliver det på en permanent aftale.