Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Shearer: Kanté går til spilde under Sarri

26.11.2018 Kl. 08:34
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Sidste uges gode nyhed om, at N'Golo Kante havde skrevet under på en ny kontrakt med Chelsea, falmede lidt, da The Blues led sæsonens første nederlag i Premier League til lokalrivalerne fra Tottenham.

Franskmanden spillede også selv en kamp, som han sikkert helst vil glemme. Fra sin position på den højre del af midtbanen, som Kante har spillet siden Jorginhos ankomst, blev han overløbet af en ivrig og hårdtarbejdende Spurs-midtbane.

Det kostede Chelsea, at man ikke spillede med Kante direkte for Blues-forsvaret, mener Alan Shearer, som ikke forstår Maurizio Sarris brug af den franske midtbanedynamo.

Hvorfor spiller Maurizio Sarri ikke N'Golo Kante foran sin bagkæde?  Det forundrer mig virkelig, skriver Shearer i sin klumme for The Sun.

Uden den lille franske dynamo til at lukke hullerne og jagte modstanderes løb, er Chelseas midterforsvarere David Luiz og Antonio Rüdiger virkeligt udsatte, hvilket Spurs også viste med stor effekt lørdag.

Denne sæson har Kante haft en mere offensiv rolle, da hans vanlige position under Antonio Conte nu er optaget af Jorginho, men Shearer mener, det er spild Kantes mange talenter.

Kante går til spilde, når man spiller ham, som man gjorde mod Spurs. Han er ikke en offensiv midtbanespiller.  Jeg ved, at Sarri stoler på Jorginho som defensiv midtbanespiller, men han spillede dårligt på Wembley,  mener Shearer.

Resultatet deraf blev, at David Luiz havde en skrækkamp. Han blev kørt rundt i manegen af Harry Kane, Dele Alli og Son Heung-min, og det er dét, der sker, når han ikke får nok beskyttelse foran sig. 

Annonce