Overraskende Buffon-udmelding: Liverpool har den bedste angrebstrio i Europa
Paris Saint-Germain-målmanden peger noget overraskende på Salah, Mane og Firmino som den bedste angrebstrio i Europa frem for holdkammeraterne Cavani, Mbappé og Neymar.
Både Liverpool- og Paris Saint-Germain-defensiven får nok begge sit at se til, når de i aften skal forsøge at lukke ned for de stjernespækkede angrebstrioer, men Gianluigi Buffon glæder sig til at blive testet mod en række af de bedste angribere i verden.
– Liverpool har et virkeligt stærkt hold, men jeg kigger især på deres angribere, fortæller den 40-årige legende til Daily Mirror.
– Med Salah, Mane og Firmino har de så meget fart og kreativitet, og så er de alle tre målfarlige.
– Gennem min karriere har jeg altid ville teste mig selv mod de bedste – og i øjeblikket kan jeg ikke komme i tanke om et hold i Europa, som har en bedre fronttrio end Liverpool, siger Buffon forud for onsdagens topkamp.