Medie: Arsenal vil erstatte Ramsey med Napoli-profil
Selvom Unai Emery har brugt Aaron Ramsey flittigt i starten af sæsonen, er det ikke sikkert, at waliseren er at finde i klubben i næste sæson.
27-årige Ramsey, der har været i klubben siden 2008, var ellers i forhandlinger om en ny kontrakt med The Gunners, men disse forhandlinger er angiveligt brudt sammen, hvorfor et exit på en fri transfer til sommer ikke er usandsynligt.
Derfor er Arsenals spanske manager angiveligt allerede på udkig efter en afløser for Ramsey.
Ifølge Sport Mediaset er Napolis polske midtbaneprofil, Piotr Zielinski, øverst på ønskelisten.
Den 24-årige polak er tidligere blevet rygtet til Premier League, da Jürgen Klopp tilsyneladende er stor beundrer af Zielinski. Inden Zielinski skiftede til Napoli fra Udinese, bød The Reds £11,5 millioner på ham, men polakken valgte at blive i Serie A.
Siden skiftet til den italienske storklub, har Zielinski udviklet sig til at være en stor profil. I denne sæson har midtbanespilleren scoret to gange i Serie A.