Chalobah vil spille i Premier League
Chelsea-talentet, Nathaniel Chalobah, vil blive i Premier League, hvis han skal udlejes for Chelsea.
Selvom den blot 18-årige forsvarsspiller spåes en stor fremtid, så er der umiddelbart ikke udsigt til den store spilletid i Chelsea i den kommende sæson, hvorfor London-klubben i fællesskab med Chalobah og hans agent arbejder på en lejeaftale, og det er den afrikansk-fødte englænder da også indstillet på, men kravet lyder på, at det skal være i Premier League.
– Jeg vil være i Chelsea, og det er sikkert bedst for mig at blive på nogenlunde samme niveau og i den samme liga. Jeg går efter at blive i Premier League, fortæller talentet ifølge Skysports.
Selvom planen tydeligvis er at tørne ud i Premier League i den kommende sæson, så vil han være sikker på spilletid og ikke blot blive en af de velkendte bænkevarmere.
– Det er op til mig og klubben at finde et sted, hvor jeg kan få chancen for spilletid, for jeg vil ikke til en anden Premier League-klub for at sidde på bænken, lyder meldingen afslutningsvis fra Chalobah.
Chelsea skulle angiveligt være i dialog med en række klubber, hvor Chalobah kunne have en mere sandsynlig udsigt til spilletid, end han umiddelbart vil have i London-klubben. Nathaniel Chalobah var senest udlejet i Watford, og opholdet kan betegnes som ganske succesfuldt. Han var nemlig således med i hele 38 kampe for den gulblusede Hertfordshire-klub i den næstbedste engelske række.