Pochettino om Barcelona-brag: Det bliver en anderledes kamp end lørdag
Tottenham-manager Mauricio Pochettino var glad for præstationen, da Tottenham lørdag eftermiddag slog Huddersfield med 2-0 på udebane.
Tottenham overlod overraskende 53 procent boldbesiddelse til David Wagners mandskab, men stod alligevel for kampens største chancer.
Da han blev spurgt, hvorvidt det mønster ville gentage sig, når onsdag byder på en hjemmebanekamp på Wembley mod FC Barcelona, svarede argentineren:
– Det tør jeg ikke gisne om. Vi er på tredje- eller andenpladsen i Premier League, når det kommer til boldbesiddelse, men kampen i dag var anderledes, fortæller han til klubbens hjemmeside.
– Det var en kamp, hvor bolden var mere i luften end på jorden. Jeg tror, at hvis man har været her på stadion, så har man opdaget, at det var en slåskamp mellem de to mandskaber.
– Vi må se, hvad der sker på onsdag. Jeg er sikker på, at det bliver en fuldstændig anderledes kamp end det var i dag, slutter han.