Klopps egne ord: Fabinho skal lære hvordan vi spiller
I sidste weekend blev der rejst øjenbryn, da Liverpools Fabinho ikke var med i kamptruppen til udebanekampen mod Crystal Palace, som blev vundet med 2-0.
Fabinho kostede nemlig Liverpool omtrent £40 millioner, da han i transfervinduet blev hentet i AS Monaco.
Men der er ingen grund til bekymring for Liverpools fans, da han blot er ved at blive spillet stille og roligt ind, og vænne sig til spillestilen.
Det forklarer Liverpool-træner, Jürgen Klopp til The Mirror.
– Det handler om forståelse for positionen, og hvem der ellers er klar – ellers havde Fabinho været med i truppen, ligesom han var det i første kamp. Det er en anderledes type fodbold end han er vant til, men han har forbedret sig massivt. Det kan jeg se til træning, lyder det fra Klopp.
Tyskeren forklarer ligeledes at Fabinho får samme behandling som Andy Robertson gjorde det i sidste sæson efter sit skifte fra Hull.
– Nu ser man Andy Robertson løbe rundt på Melwood, og han er en helt anden end i hans første tre måneder her, afslutter Klopp.