Wolves har ikke travlt med at give PL-debut til belgisk landsholdsspiller
Der har været stor hype om Leander Dendoncker gennem det seneste års tid, hvor den belgiske landsholdsspiller er blevet sat i forbindelse med klubber som West Ham og Manchester United.
I sidste ende var det dog Wolves, som endte med at sikre sig den 23-årige midtbanespiller på en lejeaftale. Han har endnu ikke fået debut for oprykkerklubben, og planen er også, at han ganske langsomt skal sluses ind på holdet.
Der er stor forskel på at spille i den bedste belgiske række og så Premier League, og Wolves har tænkt sig at føre den talentfulde belgier langsomt frem.
– Det vil tage ham noget tid at vænne sig til det, fordi niveauet og tempoet i Premier League er meget forskellig fra den belgiske liga, fortæller Wolves’ sportsdirektør, Kevin Thelwell, til Express and Star.
Leander Dendoncker var en del af den belgiske VM-trup, og derfor er han blevet sat en smule tilbage i forberedelserne til denne sæson i forhold til de mange andre Wolves-spillere, men han kan muligvis få sin debut i aftenens Carabao Cup-kamp mod Sheffield Wednesday på Hillsborough.