Guardiola afslappet trods pointtab mod Wolves
Willy Boly bragte Wolves foran i lørdagens tidlige opgør mod Manchester City, selvom franskmanden var både offside og brugte hånden til hjælp, inden Aymeric Laporte senere fik udlignet for de forsvarende mestre.
Med pointtabet mistede City derfor førstepladsen til Liverpool, men Pep Guardiola var ikke bekymret efter opgøret på Molineux.
– Vi kom for at vinde kampen, som vi også har gjort tidligere i denne måned, men vi smed to point eller vandt et enkelt, og intet er ændret efter tre Premier League-kampe. Det er lang vej endnu, og vi skal fortsætte på samme måde, udtaler spanieren ifølge Irish Examiner.
– Jeg sagde på den seneste pressekonference, at kampene mod oprykkerne, ud fra mine erfaringer, er svære i starten. Jeg foretrækker at spille mod dem i november eller december, hvor sæsonen er mere avanceret, for lige nu føler de sig ikke pressede, når de møder en af udfordrerne til at vinde Premier League.
Sergio Agüero ramte overliggeren to gange undervejs i opgøret.