Pedro og Hazard sikrede Chelsea sejren
Chelsea har fået en forrygende start under Mauricio Sarri, da The Blues har hentet ni point i de første tre kampe. Lørdag skulle Chelsea forsøge at udbygge stimen, da de hjemme på Stamford Bridge tog imod Bournemouth, der også har fået en god start på sæsonen. Kampens første 45 minutter var uden de store chancer, hvor gæsterne flere gange bød sig til.
Først i overtiden kom den første rigtige chance, da Marcos Alonso fik en stor mulighed. Spanieren brændte dog og derfor var stillingen 0-0 ved pausen.
Bournemouth kom bedst ud til anden halvleg og efter en times spil fik den tidligere Chelsea-spiller Nathan Ake en stor mulighed. Et hjørnespark blev slået perfekt ind i feltet, men forsvarsspilleren headede over mål. Tyve minutter før tid var det i stedet hjemmeholdet, der kom i front.
Fra kanten af feltet sparkede Pedro til bolden og den flade afslutning strøg ind bag Asmir Begovic i Bournemouth-målet til stor glæde for hjemmeholdets fans. Scoringen havde positiv virkning på The Blues, der pludselig spillede mere frit.
Det betød, at The Blues kort før tid øgede til 2-0 ved Eden Hazard. Bournemouth forsøgte at få en scoring, men det endte med 2-0 til hjemmeholdet.
I Brighton spillede hjemmeholdet 2-2 mod Fulham, mens Everton spillede 1-1 mod Huddersfield. For gæsterne scorede danske Philip Billing.