Mertesacker: Vi kan kæmpe med om trofæet
28-årige Per Mertesacker tror på, at Arsenal kan blive en del af titel-ræset i Premier League i den kommende sæson.
Den nordlige London-klub, Arsenal, har i de seneste mange år ikke været helt fremme i jagten på det eftertragtede Premier League-trofæ, men det kan blive anderledes i år, hvis man spørger tyske Per Mertesacker, som i fjord fik tilkæmpet sig en startplads hos “The Gunners”.
– Generelt vil jeg sige, at stabiliteten og kontinuiteten er det vigtigste. Hvis vi kan fastholde den, kan vi kæmpe med om trofæer og titler. Vi havde en rigtig god periode i slutningen af sidste sæson. Især i de sidste 10 kampe.
Landsholdsspilleren er dog godt klar over, at det kræver meget at være med helt fremme i det forreste felt.
– Vi har et godt hold med stor gejst og ånd, og titler er målet for næste sæson. Vi skal være godt forberedt – både mentalt og fysisk – for at være klar fra start. Det er meget svært at være stabile. Stabilitet har været hovedårsagen til Manchester United og Manchester Citys succes i de seneste to år. De har vist, at de igennem hele sæsonen kan opretholde stabiliteten, og det vil også blive vores primære fokus i næste sæson.
Forsvarsgeneralen mener desuden også, at truppen er godt rustet frem mod den nye sæson, men mener samtidig også, at truppen kan blive forstærket yderligere.
– Vi har ikke solgt nogle spillere endnu, så vi er godt stillet i øjeblikket. Vi er på et højt niveau, og det ser ikke ud til, at nogle forlader os pt. Måske kommer der nogle og forstærker os, så vi er i en bedre situation end sidste sommer, hvor vi mistede to vigtige spillere.