Di Canio straffer forsvarsspiller
Paolo Di Canio har straffet den tidligere Manchester United-back, Phil Bardsley. Den excentriske italiener har således valgt, at Bardsley ikke skal med til førsteholdets træningstur til Italien.
I midtugen før Sunderlands sidste ligakamp mod Tottenham Hotspurs, havde Phil Bardsley valgt at tage på casino. På de sociale medier dukkede der efterfølgende et billede op af en beruset Bardsley liggende på casinogulvet dækket af pengesedler.
Denne opførsel har åbenbart gjort Paolo Di Canio vred, da Bardsley overtrådte klubbens interne regler ved at drikke alkohol og efterfølgende mødte op til træning med tømmermænd og søvnunderskud.
I første omgang blev Bardsley straffet ved at blive udeladt fra truppen til kampen mod Tottenham. Men meget tyder på, at Di Canio ikke mener, at denne straf er nok. Di Canio har således valgt at efterlade Bardsley i Nordengland, hvor han skal træne med klubbens ungdomshold, mens førsteholdet tager på træningstur til Italien.