Madrid-træner: Jeg vil ikke snakke om Courtois
Thibaut Courtois har været rygtet heftigt til Real Madrid, men den spanske storklubs træner, Julen Lopetegui, nægter at diskutere et eventuelt skifte og insisterer på, at han er glad for sine nuværende målmænd.
– På intet tidspunkt ønsker jeg at snakke om spillere, der ikke er i Real Madrid, sagde Lopetegui til pressemødet efter nederlaget til Manchester United i pre-season.
– Jeg er begejstret over målmændene, som jeg har, og jeg gider ikke snakke om spillere, som ikke er en del af holdet.
Om det skal tolkes som om, Real Madrid har droppet interessen i Courtois, er svært at sige, men Los Blancos har stadig lang tid til at forsøge at forhandle en handel på plads.
Det spanske transfervindue lukker først om en måned, mens de engelske klubber skal have deres indkøb på plads senest den 9. august.
Chelseas nye træner, Maurizio Sarri, føler sig dog sikker i sin sag om, at både Courtois, Willian og Hazard forbliver på Stamford Bridge.
– Jeg er overbevist om, at de bliver, har den nye Blues-boss udtalt.