Pogba forklarer: Derfor farvede jeg ikke mit hår under VM
Paul Pogba har flere gange gennem sin tid hos Manchester United været kritiseret for at have manglende fokus på fodbold.
Blandt andet har franskmanden været udsat for kritik, når han har valgt at farve sit hår – blandt andet før kampen mod Manchester City i den forgangne sæson.
Under sommerens VM-slutrunde i Rusland var der dog intet specielt over Pogbas hårpragt.
Nu forklarer Manchester United-profilen hvorfor.
– Jeg ønskede, at der kun skulle være fokus på mine præstationer og ikke mit udseende, skriver Pogba i en Q&A på sin Instagram-profil.
– Dermed var der ingen undskyldninger – det eneste de ville kunne kritisere var fodbolddelen, slutter han.
Pogba endte med at komme på turneringens hold i Rusland.
Midtbanespillerens tid i Manchester United har været præget af svingende præstationer oven på skiftet, der tilbage i 2016 gjorde ham til verdens dyreste fodboldspiller.
Der har ligeledes været historier omkring et køligt forhold til manager José Mourinho.