Chelsea byder £35 millioner på Juventus-forsvarer
Chelsea er tæt på at kunne udnævne Maurizio Sarri som ny træner, og The Blues håber, at Daniele Rugani kort tid efter kan blive offentliggjort som klubbens nyeste signing.
Chelsea har i flere uger været i kontakt med den 23-årige midterforsvarers agent, og ifølge Evening Standard har London-klubben nu budt £35 millioner på Juventus-stjernen.
Den italienske landsholdsspiller har tidligere spillet for Sarri i Empoli mellem 2013-2015, inden han vendte tilbage til Torino og Juventus.
Her har Rugani dog aldrig fået det helt store gennembrud, og sidste sæson spillede han kun 22 kampe for Bianconeri.
Derfor skulle Chelsea angiveligt have overtalt spilleren til at skifte ved at tilbyde ham en femårig kontrakt, der indbringer ham dobbelt så meget i løn, som han i øjeblikket tjener hos Juventus.
Tilbage er så opgaven med at overtale Juventus til at sælge Rugani – og forhandlingerne med netop Juventus plejer umiddelbart ikke at være nogen nem sag.