Dortmund om Morata: Han er for dyr!
Dortmund leder med lys og lygte efter en erstatning for Pierre-Emerick Aubameyang, men det bliver ikke Chelseas Alvaro Morata.
Rygtebørsen har ellers sendt den spanske angriber til den tyske klub i den forgangne uge, men ifølge Dortmunds sportsdirektør, Michael Zorc, er Morata ganske enkelt for dyr.
Det fortæller Zorc til tyske BILD.
– Jeg vil sige, Morata er for dyr for os, uden at jeg dog kender den præcise pris for ham, siger Zorc.
Morata skiftede til Stamford Bridge sidste sommer for £58 millioner. Skulle Chelsea vælge at sælge Morata, vil The Blues uden tvivl forsøge at få pengene, der blev betalt sidste sommer, retur – selvom Morata ikke ligefrem har været nogen stor succes sidste sæson.
Om det er realistisk eller ej, så mener Michael Zorc fra Dortmund, at transferpriserne generelt er helt skøre i øjeblikket.
– Lige nu har jeg et indtryk af, at transfermarkedet – og ikke kun hvad angår angribere – har tabt sin realitetssans, siger Zorc.
– Klubber forlanger utroligt høje priser. Vi bliver nødt til at være forsigtige og ikke gøre skøre ting, fordi vi allerede har spillere i truppen, som også kan spille angribere.