PL-målmand har betalt over en million kroner for at få familien til Rusland
Australien har fortsat en mulighed for at komme videre fra gruppespillet. Det kræver blot en sejr i den sidste gruppekamp mod Peru, mens Frankrig samtidig besejrer Danmark.
En nøglespiller for Australien vil være Brighton-målmanden, Mathew Ryan, og han har sørget for at få maksimal opbakning fra sin familie.
Han har af egen lomme betalt for, at 27 af hans familiemedlemmer er kommet til Rusland for at følge det australske landshold, og indtil videre har det kostet ham mindst £5.000 pr. person – svarende til mere end 1,1 million kroner, men den 26-årige målmand er slet ikke i tvivl om, at han har gjort det helt rigtige.
– Et verdensmesterskab kommer ikke særlig tit, så at dele noget som dette med dem gjorde jeg uden at tøve. Jeg har dækket rejseomkostningerne for dem, men jeg ville give dem et livslangt minde, så jeg er taknemmelig for, at fodbolden giver mig mulighed for at gøre det, fortæller Mathew Ryan ifølge the Telegraph.
Mathew Ryan bliver med al sandsynlighed ikke ruineret af at betale turen til Rusland for sine familiemedlemmer, men han kunne alligevel være kommet til at betale en langt højere pris, for ikke alle fra familien takkede ja til tilbuddet.
– Jeg spurgte hele familien, om de ville med til Rusland. Halvdelen af dem sagde ja – den anden halvdel er stadig hjemme. Det er gode nyheder for bankkontoen, tror jeg, lyder det fra Brighton-keeperen.
Det er familiemedlemmer i alle aldre, der er rejst den lange tur til Rusland for at støtte målmanden, der er det klare førstevalg mellem stængerne for Australien.
– Den yngste her er min kusine på tre år, og den ældste er min bedstefar i starten af 70’erne, så der er en stor forskel på alderen. Jeg tror, at det er den indflydelse, som familie har på en. De har set alt, jeg er gået igennem og alle ofrene. Vores plan er ikke at smutte, siger Mathew Ryan og husker tilbage på VM for 12 år siden.
– Jeg husker VM 2006 i Tyskland, hvor vi slog Japan og fejrede hele natten herhjemme, og så kom hjertesorgen mod Italien, fortæller han med henvisning til Francesco Tottis afgørende scoring efter 95 minutter, der sendte Australien ud af turneringen.
Nu håber han, at Australien igen kan avancere fra gruppen, selvom det i givet fald vil kunne ses på bankkontoen.