Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

VM XI: De bedste spillere fra ottendedelsfinalerne

04.07.2018 Kl. 10:04
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Kasper Schmeichel: 

Det kunne ligeså vel have været Subasic fra Kroatien eller Akinfeev fra Rusland, som løb med titlen som den bedste målmand i ottendedelsfinalerne, men her trækker vi danskerkortet.

Danmark røg ganske vist ud, men Kasper Schmeichel gjorde sit for at holde sit fædreland inde i turneringen. Han reddede tre straffespark, hvoraf det ene medvirkede til, at kampen overhovedet gik til straffesparkskonkurrencen.

Schmeichels præstation og hans attitude er i hvert fald noget, der vil blive husket længe her i Danmark. 

Jan Vertonghen:

Vertonghen har været en klippe i det belgiske forsvar i denne turnering, og selvom han tildels var skyld i ét af Japans mål, gjorde han også op for det ved at score det længste hovedstødsmål i VMs historie.

Det kan godt være, at Vertonghen slet ikke gik efter at score, men ind gik bolden, og derudover lavede han også to tacklinger, to bolderobringer og vandt otte luftdueller i kampen.

Yerry Mina:

Før kampen mod Colombia havde England scoret seks af deres otte mål på dødbolde.  Sådan gik det ikke mod Colombia, fordi Yerry Mina stod i feltet og headede bold efter bold væk fra Ospinas mål. 

Derudover havde Mina også held med at gøre Raheem Sterling helt og aldeles ufarlig, og så var det selvfølgelig også Yerry Mina, der med sit hovedstødsmål sørgede for, at kampen gik i overtid.

Diego Godin:

Mens Pepe havde problemer med at kontrollere Cavani og Suarez, havde Godin og Jimenez ingen problemer med at tæmme Ronaldo og Portugals offensiv.

Uruguay lukkede dog deres første mål ind i turneringen, men det var ikke noget, man kan klandre Godin for. Forsvarsveteranen stod fast og vandt to bolderobringer, to tacklinger og clearede bolden syv gange, ligesom han vandt en hulens masse dueller i luften både offensivt og defensivt. 

Casemiro:

Casemiro gjorde, hvad Casemiro gør bedst og var et defensivt bæst mod Mexico.

Real Madrid-spilleren havde seks tacklinger, tre clearinger og vandt tre hovedstødsdueller, og hans tilstedeværelse på banen var i den grad med til at gøre mexicanernes fart på bolden mindre farlig.

Desværre fik han et gult kort og misser kvartfinalen mod Belgien, hvilket godt kunne vise sig at blive afgørende. 

Thomas Delaney:

Selv uden danskerbrillerne på, var Thomas Delaneys præstation mod Kroatien svær at overse – og viser meget godt, hvorfor danskeren nu er endt hos en storklub som Dortmund.

Delaney knoklede røven i laser og var den dansker med flest tacklinger – fire stykker – inden han til sidst blev skiftet ud. Offensivt havde han også foden på bolden, som Mathias Zanka Jørgensen efterfølgende scoret på – og er derfor noteret for en assist på målet. 

Paul Pogba:

Paul Pogba legede lørdag boldfordeler på midtbanen, mens N'Golo Kante tog sig af den allerhårdeste defensive tjans mod Argentina.  

Som dybtliggende boldfordeler bidrog han dog både godt offensivt og defensivt.  To tacklinger, tre clearinger og to bolderobringer stod Pogba noteret for defensivt, da slutfløjtet havde lydt, men offensivt havde han også flere vellykkede driblinger. 

Eden Hazard:

Han blev kåret som kampens spiller efter Belgiens comeback mod Japan, og det var Chelsea-stjernens assists til Manchester Uniteds Marouane Fellaini, der udlignede oddsene undervejs i kampen.

Generelt har Hazard præsteret på et højt, højt niveau under hele turneringen, og i kampen mod Japan ramte han også selv træværket én gang, ligesom han foruden assisten også bidrog med fem nøgleafleveringer og fem vellykkede driblinger. 

Willian:

Endnu en Chelsea-spiller, der leverede på højeste niveau, da det virkelig gjaldt. Hidtil har Willian lignet den mindst farlige spiller i Brasiliens offensiv, men det var ikke tilfældet mod Mexico, hvor Willian lagde assistent til Neymars åbningsmål og generelt var her, dér og alle vegne.

Willian lavede syv driblinger og tre nøgleafleveringer, ligesom han også hjalp gevaldigt til defensivt. To tacklinger og to defensive hovedstød bidrog brasilianeren også med.  

Edinson Cavani:

Cavani måtte humpe fra banen godt hjulpet på vej af verdensstjernen Cristiano Ronaldo, men hvor sidstnævnte så tam ud i opgøret mellem Uruguay og Portugal, var Cavani farlig som aldrig før.

Hvor Cavani i gruppespillet var forholdsvis stille af sig – og kun scorede mod Rusland i gruppespillets sidste kamp – så stemplede angrebsstjernen i den grad ind mod Portugal, hvor han med sine to mål sendte europamesterne ud af VM-slutrunden.

Kylian Mbappé: 

Hele PSG-offensiven brillierede i ottendedelsfinalerne, og ligesom Cavani og Neymar viste Kylian Mbappé, hvorfor han trods sine blot 19 år nyder så stor anerkendelse.

To gange lykkedes det den unge franskmand at score mod Argentina ved at skære igennem deres forsvar som en kniv gennem smør – og så var det også Mbappé, som straffesparket Antoine Griezmann scorede på, blev begået mod. 

Annonce